Tør du tale om døden?

Vi møder alle døden på et tidspunkt i vores liv: I vores familie, blandt venner og bekendte og via vores arbejde. Alligevel har vi danskere ofte svært ved at forholde os til døden. Faktisk mener hele 69 % af den danske befolkning, at døden er et relativt stort tabu.

Hvert år dør ca. 55.000 mennesker i Danmark. Hvert dødsfald berører i gennemsnit fire personer, som står tilbage i sorg. Det betyder, at omkring 200.000 personer hvert år, i en eller anden grad, oplever sorg. Det betyder også en sikker garanti for, at både du og jeg kommer til at stå ansigt til ansigt med døden og mærke sorgen. Derfor skal vi turde tale mere om døden!

Mit forhold til døden: Memento mori

For mig er døden det, der giver livet mening. Døden er en uundgåelig del af at være menneske og leve på jorden. Den eneste sikkerhed, vi har i livet, er, at vi alle skal dø. Det faktum dør vi ikke af at tale om. Tværtimod vil jeg påstå, at samtalen om døden faktisk beriger vores liv og påvirker den måde, vi vælger at leve på.

Hvis du kunne, ville du så gerne have evigt liv her på jorden? Tænk lige en ekstra gang over det! Jeg tror, at jeg ville takke nej, hvis jeg fik muligheden. 
Det betyder ikke, at jeg har lyst til at dø. Der er så meget, som jeg gerne vil opleve og udleve, og bidrage med og til – min appetit på livet er stor. Men jeg er ikke bange for at dø. Jeg bliver ked af det ved tanken om dem, som jeg efterlader, og de ting, som jeg måske ikke når at opleve eller udleve, men selve døden er jeg ikke bange for. Som bedemand er døden jo en naturlig del af min hverdag, så jeg ser ofte, hvor smuk døden kan være.

‘Det er såre menneskeligt at være optaget af at gribe dagen – carpe diem – men også at glemme memento mori – husk, du skal dø.’

(Skrevet af Erik Bjergager i forordet til bogen ‘Hvad døden har lært mig om livet’)

 

Jeg vil gerne give mit beskedne bidrag til, at der kommer mere balance imellem carpe diem og memento mori. Derfor tør jeg gå med dig derind, hvor sorgen fylder, og smerten er stor, så døden bliver flettet ind i livet – både det liv, der var, og det der er.

Derfor skal vi turde tale om døden

Landsforreningen Liv&Død foretog i 2022 en undersøgelse af “Danskerne og døden”.

 

Undersøgelsen viser, at 69 % af de adspurgte ‘i nogen grad’ eller ‘i høj grad’ mener, at døden er et tabu, og 57 % mener ‘i nogen grad’ og ‘i høj grad’, at døden er svær at tale om.
De fleste oplever, at det kan være svært at tale om døden, fordi det vækker ubehag, frygt og en følelse af tristhed. Kun få af de adspurgte mener, at det er spild af tid at tale om døden. Det er jeg helt enig i: Jeg tror, at det kan have langt større konsekvenser ikke at gøre det. At tale om døden kan skabe tryghed og åbne op for, at vi kan fokusere på det, der virkelig betyder noget i livet.

Det er ikke kun de døende, der kan have gavn af at tale om døden. Også de pårørende, der skal leve videre efter tabet, kan finde trøst i samtalen. Desuden kan det være en stor lettelse at kende den døendes ønsker for den sidste tid samt for bisættelsen eller begravelsen.

Bedemanden kan hjælpe med den svære samtale

Det kan være svært at komme igang med samtalen om døden. En bedemand, eller en anden fagperson, kan være en god sparringspartner og ‘Mine sidste ønsker’ et godt redskab til at komme i gang med samtalen. 

Hos Merkaba er vi der både for dig, der skal planlægge din kæres afsked, og for dig der ønsker at planlægge din egen. Du er velkommen til at kontakte os hvis du har spørgsmål, eller hvis du ønsker en uforpligtende samtale. 

 

Du kan kontakte os døgnet rundt – Vi er der, når du har brug for os.

 

Blogindlæg skrevet af bedemand Sara Savannah, den 2.4.2025